Nyt designsamarbejde hylder kvinder: NEYE lancerer taskekollektion i samarbejde med Christine Egholm

Danmarks største taskekæde NEYE lancerer 4. oktober et designsamarbejde med Christine Egholm for det populære HERA brand. Den nye kollektion består af tre tasker, der er skabt som en hyldest til skandinaviske kvinder og ikke mindst til Christines egen mor, som hun mistede til kræft i 2021. 

En lys majnat i 2021 stod Christine Egholm på parkeringspladsen foran Herlev Hospital og gik i stykker. Det var hendes mors sidste nat efter et længere kræftforløb.   

I dag, to et halvt år senere, lancerer Christine Egholm i samarbejde med den danske detailkæde, NEYE, en eksklusiv limited edition taskekollektion for NEYEs inhouse-brand HERA. Kollektionen består af tre tasker og er skabt med en kærlig tanke til Christines mor. 

“Taskerne er en ode til min mor. Min smukke, elegante mor, som jeg har min klassiske smag fra. Hun demonstrerede hele livet, hvordan man bærer sin garderobe med stil og ynde, frem for omvendt at blive båret af den,” siger 37-årige Christine Egholm, der til dagligt arbejder som influencer og content creator. Hun fortsætter: 

“Jeg er enormt stolt af at få mulighed for at arbejde sammen med NEYE – ikke mindst på grund af deres store støtte til dansk kræftforskning. NEYE er kendt for kvalitet og klassiske, langtidsholdbare designs, og det har helt sikkert også været nøgleordene i vores designproces. Ambitionen har været at skabe smukke tasker som en hyldest til alle de seje kvinder, der findes derude. Tasker, som med en underspillet finesse og gennemtænkte detaljer bør bo i enhver garderobe.” 

NEYE har i mere end 140 år været danskernes foretrukne go-to butik for kvalitetstasker i gennemtænkt design. Siden 1977 har kæden været ejet af NEYE-Fonden, der donerer butikkernes overskud til kræftforskning. Om samarbejdet med Christine Egholm fortæller Camilla Raffnsøe, adm. direktør hos NEYE og NEYE-Fonden, at Christines stilsikre, klassiske og feminine smag gjorde hende til den oplagte partner for HERA:

“Vi har glædet os meget til at lancere samarbejdet med Christine på den nye HERA-kollektion. Christine er en stilsikker og kvalitetsbevidst kvinde med en tidløs smag, hvilket stemmer rigtig godt overens med HERAs designunivers. Ligesom os er hun passioneret omkring æstetik og funktionelt design samt dét at skabe noget, der kan være smukt og styrkende for andre kvinder. Kernen i HERA-fortællingen er netop, at når kvinder hviler i sig selv og stoler på deres intuition, udstråler de noget guddommeligt smukt. Det må man i den grad sige, at Christine gør og det er præcis den følelse, vi gerne vil give videre med den nye kollektion,” siger Camilla Raffnsøe. 

Stilfulde styles til hverdag, fest og arbejde
Den nye HERA-kollektion består af tre tasker, der er designet til hverdag, fest og arbejde. Taskerne er opkaldt efter Christine Egholms datter, guddatter og niece; Elise, Ingrid og Nikoline. 

“Taskerne er navngivet efter tre små kvinder, som med tiden skal ud at erobre verden og gøre den til deres. Det er i HERAs ånd at hylde alle de kvinder, der på den ene eller anden facon sætter deres tydelige aftryk på vores fælles verden,” siger Christine og fortsætter: 

“Vi har hverdagstasken Elise, som er opkaldt efter min datter. Hun er mig, og jeg er hende, og præcis som den perfekte hverdagstaske, er hun altid med mig. Derudover har vi den festlige taske Ingrid med et klassisk snit, og arbejdstasken Nikoline, der både er praktisk og funktionel, men også stilren og sofistikeret.” 

De nye HERA-tasker Elise, Ingrid og Nikoline kan fås i alle landets NEYE-butikker og på neye.dk fra den 4. oktober. Priser ligger fra 999 til 1.699 kroner i farverne taupe og sort.  

Hent pressebilleder her

Om NEYE
NEYE-kæden, som består af webshop, 44 butikker fordelt over hele Danmark samt en butik i Sverige, er markedsleder inden for tasker, kufferter og accessories. NEYE er fondsejet, og fonden donerer hele overskuddet fra butikkerne til kræftforskning. Kæden, som beskæftiger cirka 350 medarbejdere, vil være kendt for det største og bedste udvalg af tasker og accessories inden for fashion, fritid og rejser. 


For yderligere information, kontakt venligst:
NEYE, Camilla Raffnsøe, tlf.: 22 34 22 56 / cara@neye.dk
Christine Egholm, tlf.: 27 27 69 39 / christine@acie.dk