Pressemeddelelse
NEYE-Fonden har med 6 mio. kr. sponseret et femårigt professorat i kræftforskning til biolog Per Guldberg. Han vil i sit professorat forsøge at finde svaret på, hvorfor en rask celle bliver til en kræftcelle.
NEYE-Fondens kræftforsknings professorat.
Med sponseringen af Per Guldbergs professorat satser NEYE-Fonden, der driver butikskæden NEYE, for tredje gang på et konkret og udvalgt område. Satsningen på kun et sponsorat i stedet for støtte til mange små forskningsprojekter sker som led i NEYE-Fondens nye strategi vedrørende kræftforskning. Det sker i håb om, at den ekstra portion penge og den deraf øgede mulighed for forskning vil kunne bringe større og mere mærkbare fremskridt indenfor kræftforskning.
NEYE-Fonden har bestemt indenfor hvilket område af kræftforskningen, at professoratet skulle oprettes. I år faldt valget på forskning i kræftgener. Det er et område, som man har forsket en del i, men som stadigvæk indeholder mange ukendte faktorer.
"I en tid, hvor nøgleordet indenfor kræftbehandling er skræddersyet behandling til hver enkel patient, vil mere viden om kræftgener kunne gøre en stor forskel. Man vil nemlig bedre kunne identificere de patienter, der reagerer positivt overfor en given form for kræftbehandling," siger Jens Rehfeld, medlem af NEYE-Fondens bestyrelse og professor i klinisk biokemi.
Der var seks ansøgere til NEYE-Fondens nye professorat. Udvælgelsen af Per Guldberg som kandidat er foretaget af et internationalt ekspertudvalg, under ledelse af næstformand i Statens Sundhedsvidenskabelig Forskningsråd, professor i psykiatri Raben Rosenberg. I udvalget sad professor Alan Ashworth fra The Institut of Cancer Research i England, professor Anne-Lise Børresen fra The Norwegian Radium Institut of Cancer Research i Norge, Professor Magnus Nordenskjöld fra Carolinsk Institut i Sverige, og professor Eero Vuuoreo fra Institut of Biomedicin University of Åbo i Finland.
Professorat skal føre til bedre kræftbehandling.
Per Guldbergs professorat vil løbe frem til januar 2009, og støttes med seks millioner kroner. Pengene vil komme til udbetaling i fem rater a cirka 1,2 millioner kroner pr. år. De skal dække Per Guldbergs løn samt omkostninger i forbindelse med forskningen.
"Vi ved, at en normal celle bliver til en kræftcelle, fordi der opstår fejl i nogle af cellens gener. Men vi kender endnu ikke alle de gener, der rammes af fejl - og som derfor gør cellen til en kræftcelle," siger Per Guldberg.
Kroppen har cirka ti billioner celler, og kræft begynder med, at der opstår fejl i generne i en enkelt celle. Fejlene får cellen til at dele sig igen og igen på en ukontrolleret måde. Dermed dannes en kræftknude.
"En kortlægning af, hvilke gener der driver kræftudviklingen i cellen, hvordan de gener fungerer, og hvordan de arbejder eller "snakker" sammen vil gøre, at vi vil kunne forudsige, hvordan den enkelte patient vil reagere på en mulig behandling. Og det vil føre til en langt bedre kræftbehandling end den vi kender i dag," siger Per Guldberg.
Kræft er en overordentlig kompleks sygdom, og der er mange gener involveret i sygdommen. Nogle af disse gener kender man, men man kender langtfra dem alle. Men lykkedes det at kortlægge cellernes gener og hvilke af cellernes gener, der er anderledes, og som får en celle til ukontrollabelt at dele sig, så vil man kunne forstå, hvordan kræft opstår og virker.
"NEYE-Fonden anser det som sin fornemste opgave at støtte sygdomsbekæmpende forskning, og vi er meget glade for igen at kunne sponsere et så spændende kræftforskningsprojekt," siger Jens Rehfeld, medlem af NEYE-Fondens bestyrelse og professor i klinisk biokemi.
Vis mere