575.000,- til forskning i Præcisionsmedicin til patienter med uhelbredelig hjernekræft
Overlæge, Dr. Med. Hans Skovgaard Poulsen ved Centre for Cancer and Organic Diseases, Rigshospitalet:
”Glioblastom (GBM) er en uhelbredelig type hjernekræft med begrænsede behandlingsmuligheder. Den gennemsnitlige overlevelse fra diagnose til død er 14 – 18 måneder. Omfattende molekylær forskning er blevet udført indenfor GBM. Dette har givet ny viden om de mulige mekanismer, der driver kræftsygdommen til at vokse og sprede sig. Men ingen undersøgelser har hidtil anvendt den molekylære indsigt som basis for ny behandling. Det er dét, vi nu vil.
De fleste forsøg har været på patienter med tilbagefald, hvor kræftsygdommen har udviklet sig til at være en meget aggressiv tumor og mindre følsom overfor gængs behandling. Ofte er patienter med tilbagefald betydeligt mere skrøbelige og tåler ikke behandling.
Derfor vil vi udføre vores kliniske forsøg allerede på diagnosetidspunktet, på patienter, der har en god almentilstand. Hvis en patient udviser en bestemt type af genetiske ændringer, kan vi således målrette behandlingen præcist mod denne ændring”.