Reservelæge, lektor, PhD, Jakob Kirkegård, Mave- og Tarmkirurgi ved Aarhus Universitetshospital
Kræft i bugspytkirtlen er en meget alvorlig sygdom, der af mange betragtes som en dødsdom. Antallet af tilfælde er stigende, og sidste år blev over 1.000 danskere diagnosticeret med sygdommen. Af disse forventes blot 8% at være i live 5 år efter diagnosen. Operation er den eneste potentielt helbredende behandling, men er kun relevant, hvis kræften ikke har spredt sig udenfor bugspytkirtlen. I kun 20% af alle tilfælde vurderes operation at være gavnlig, mens resten af patienterne må tilbydes enten livsforlængende kemoterapi eller blot symptombehandling.
På diagnosetidspunktet vurderer man kræftens udbredelse ved hjælp af en CT-scanning. Denne er god til at vurdere selve kræftknuden, men er mindre egnet til at identificere eventuel spredning af kræftsygdommen til leveren. En del patienter med uopdaget kræftspredning til leveren vil derfor gennemgå nyttesløse operationer, der forringer deres i forvejen begrænsede overlevelsesmuligheder. Den forringede overlevelse skyldes, at de har været udsat for en meget omfattende operation, der forsinker starten på deres livsforlængende kemoterapi, idet det tager lang tid at restituere efter en sådan operation.
Nyere, mindre studier tyder på, at en MR-scanning kan være bedre end en CT-scanning til at opdage kræftspredning til leveren. Der er dog aktuelt meget begrænset bevis for dette, idet studierne har været små og metodologisk ikke optimale. I dette landsdækkende studium - støttet af NEYE-Fonden - som vil være det første lodtrækningsforsøg, der sammenligner de 2 scanningsmetoder specifikt for patienter med bugspytkirtelkræft, vil vi undersøge potentialet og mulighederne for brug af MR-scanning til vurdering af selve kræftknuden samt eventuel spredning til leveren hos patienter med bugspytkirtelkræft.
Vi vil desuden undersøge, om brugen af den forventeligt bedre MR-scanning, kan direkte overføres til en forbedret overlevelse for patienter med kræft i bugspytkirtlen. Vi forventer, at vi vil kunne bidrage til at forbedre udvælgelsen af hvilke patienter, der har gavn af operation og dermed forbedre overlevelsen hos patienter med bugspytkirtelkræft.