”Der er et stort behov for udvikling af nye behandlingsmetoder, der sigter mod at kombinere forskellige behandlinger i patienter”
I sin første publikation som hovedforfatter har Ph.d. studerende Nanna Skeltved påvist, at kræft kan kureres ved hjælp af et malaria-protein koblet til et immun-aktiverende antistof. Dette kan lade sig gøre, fordi langt de fleste kræftceller har det sukkerstof på overfladen, som malaria parasitten binder til.
Sammenhængen er at moderkagen, hvor parasitten kan binde, udvikler sig meget hurtigt, hvilket også er tilfældet for de fleste kræftformer. Således kan vi målrette og aktivere immunsystemets T celler til at angribe kræftceller. Disse bi-specifikke antistoffer har stort potentiale inden for kræftimmunterapi, fordi de målretter behandlingen, hvilket reducerer mængden af bivirkninger.
Det vi har fået midler fra NEYE-Fonden til er at arbejde på at omsætte proteinet til et produkt bestående af mRNA for at forenkle og reducere produktionsomkostningerne, mindske risikoen for stabilitetsproblemer og potentielt opnå bedre indtrængen i tumorer.
Der er et stort behov for udvikling af nye behandlingsmetoder, der sigter mod at kombinere forskellige behandlinger i patienter. Derfor vil vi også inddrage aktivering af antigen-præsenterende celler i immunsystemet. Vi håber at kunne vise, at den rette dosering af en kombinationsbehandling vil reducere antallet af behandlinger og mængden af aktivt stof for at undgå bivirkninger, begge til fordel for patienten.
Projektet ligger i forlængelse af et Novo Nordisk Fonden Tandem projekt, som undersøger behandling af tarmkræft. Her kan immunaktivering foretages som præoperativ behandling. Dette vil potentielt give en ideel løsning for patienter med høj risiko for at udvikle metastatisk sygdom efter kræftkirurgi.